league of legends MSI - afholdes i Berlin, med finale i Paris

Det skal du vide før League of Legends MSI

League of Legends Mid-Season Invitational (MSI)

Efter et veloverstået spring split med mange dominante finale-præstationer i diverse League of Legends regioner står den i starten af maj på den prestigefyldte Mid-Season Invitational – få et overblik over hold, historie og dansk optræden i turneringen i denne artikel.

Turneringen bliver skudt i gang den 3. maj med de indledende kampe og group stage fra den 11. maj, som bliver afholdt i Berlin og slutter med finalen den 20. maj, som sammen med semifinalerne bliver afholdt i Paris. Her kan du se infografik over tuneringens opbygning:

MSI infografik over turneringsstruktur

MSI infografik fra lolesports.com


Siden 2015 har spilproducenten Riot Games arrangeret turneringen Mid-Season Invitational, hvor vinderne af de regionale spring splits dyster i Summoners Rift om muligheden for at høste det prestigefyldte MSI- trofæ.

Konkurrencen har siden sin start etableret sig som det næstvigtigste internationale event på E-sport- scenen i League of Legends kun overgået af det årlige verdensmesterskab.

Præmiesummen til dette års event er stadig uvis, men sidste års vindere fra SK Telecom T1 kunne sætte godt 676.000 amerikanske dollars ind på kontoen – svarende til lidt over 4 millioner danske kroner.

Udover et skinnende trofæ til gamerhuset, håneret og en betydelig præmiesum giver turneringen de inviterede hold gode muligheder for at teste deres evner i en international sammenhæng, hvilket kan blive en stor fordel med henblik på verdensmesterskabet, som løber af stablen til oktober.

Dominante mestre

Årets Mid-Season Invitational kommer til at præsentere tre rigtig stærke regionale finalevindere fra den nordamerikanske, europæiske og koreanske liga. Fnatic og Team Liquid, som henholdsvis præsenterer den europæiske og nordamerikanske region vandt deres finaler på overbevisende manér med 3-0, mens de koreanske spring split mestre fra Kingzone DragonX tog en næsten ligeså sikker 3-1 sejr.

Det bliver spændende at følge tre så dominante spring split mestre i internationale omgivelser, og hvordan styrkeforholdet mellem holdene er indbyrdes. Den sidste deltager fra den kinesiske liga findes lørdag den 28.april, hvor finalen står mellem to veletablerede organisationer - EDward Gaming og Royal Never Give Up.

Dansk deltagelse

I årets MSI-turnering kommer to danskere til at kæmpe med om den ombejlede titel da jungleren Mads "Broxah" Brock-Pedersen og midlaneren Rasmus "Caps" Winther begge stiller op for de europæiske mestre fra Fnatic.

Danskerne var med til at hive EU LCS mesterskabet i hus med en finalesejr over G2, og kan nu se frem til at dyste mod internationale stjerner som PraY, Doublelift, Peanut og Impact.

Fnatic 2018 roster

Fnatics line up til dette års MSI, med de to danskere Caps og Broxah

Broxah og Caps følger i fodsporene på en eksklusiv klub af blot 5 danske spillere, der tidligere har deltaget i MSI-regi heriblandt Søren "Bjergsen" Bjerg, Dennis "Svenskeren" Johnsen og Jesper "Zven" Svenningsen.

Den dansker, som har været tættest på at gå sejrrigt fra turneringen var Zven, der sidste år sammen med sit tidligere hold G2 kæmpede sig hele vejen til finalen, hvor de dog måtte se sig besejrede af giganterne fra SK Telecom T1 i en 3-1 serie.

Slut med asiatisk overtag?

De første tre år af MSI-turneringen har stået på asiatisk dominans med sejre til kinesiske EDward Gaming i 2015 og koreanske SKT T1 kunne løfte trofæet i 2016 og 2017.

Mens de tidligere mestre fra EDward Gaming stadig kan nå en plads i turneringen igennem deres LPL-finale mod Royal Never Give Up har SKT udspillet sine chancer for deltagelse, da de måtte se rivalerne fra King-zone DragonX løbe af sted med spring splittet og dermed være det første koreanske hold udover SKT, der har kvalificeret sig til konkurrencen.

King-Zone DragonX line up til dette års MSI


King-zone DragonX, der tidligere gik under navnet Longzhu Gaming må siges at være favorit til titlen, men med to så velspillende og samspillede vestlige mestre fra Fnatic og Team Liquid synes muligheden for en vestlig sejr inden for rækkevidde.

Team Liquid som først har etableret sig med sin nuværende roster i denne sæson har en talent pool, der ikke er til at kimse af med spillere som Doublelift, Impact og Pobelter, og samspillet mellem stjernerne er kun blevet bedre som sæsonen er skredet frem.

Fnatic, der også råder over store talenter, blandt andet de to danskere, har modsat Liquid haft god tid til at finde samspillet frem igennem flere splits. Her er det store spørgsmålstegn om toplaner sOAZ bliver i stand til at deltage pga. et brækket håndled, som tvang veteranen på bænken til EU LCS-finalen.

26 Apr 2018